I dette afsnit af Efter Behandling møder jeg Maj, som pludselig og uden varsel blev kastet ud i livet som pårørende til et alvorligt sygt barn. Et vagtlægebesøg og en bemærkning – "Den er ikke helt god. Har du ikke tænkt over, at han er bleg?" – blev begyndelsen på en behandlingsprotokol, der skulle komme til at strække sig over flere år.

Maj og hendes mand havde ellers godt gang i livet. Karriere, børn og en stor lejlighed midt i København – men alting ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet. Det, der skulle have været midlertidigt, blev til et nyt liv, hvor ansvar, behandling og beslutninger kom til at fylde alt.

Men det er ikke kun sygdommen, der fylder i samtalen. Det er også fortællingen om, hvordan man bliver en slags professionel pårørende – og finder styrke, fællesskab og handlekraft i det, der ellers er kaos. Som Maj selv sagde: "Måske er det egentlig meget godt, at det er os. Vi skal nok klare det."

Maj taler ærligt og klart om frygt, systemer, familieliv og om at finde vej i det, som ingen har bedt om at skulle mestre. Hun deler sin historie – og bidrager samtidig til, at andre forældre og pårørende måske kan få det bare lidt lettere i deres efter behandling.

Lyt med, hvis du vil høre en stærk og livsbekræftende samtale om det at være forælder, pårørende og menneske – på samme tid.

Og her er et link til noget af det materiale Maj omtaler - https://www.dropbox.com/scl/fi/dtisbcze2xi4b4kxre7j0/far_mor_og_cancer-til-Download.pdf?rlkey=jc5q3c7mk9ifrom4jl5x836pc&dl=0

Hvordan håndterer man en livsforandrende oplevelse, når det, man troede ville blive det smukkeste i livet, i stedet bliver det sværeste?

I dette afsnit af Efter Behandling møder du Louise, der oplevede det, som ikke mange taler om: en fødselsdepression. Hun havde glædet sig og havde forventninger. Til barnet. Til moderskabet. Til familie. Til den nye begyndelse. Men hun havde også bekymringer og virkeligheden blev en anden end hun havde håbet.

Louise fortæller med mod og ærlighed om, hvordan det føles at stå midt i en depression og et barn der har brug for det bedste. Men vi taler også om hvordan det føles når man ikke ikke kan forstå at nogle magter livet, bekymringer, og en sorg over ikke at føle den ”rigtige” tilknytning, alle andre taler om.

Afsnittet sætter ord på noget, vi alt for sjældent tør tale om – og det er måske ikke så meget ”efter behandling” der er i fokus i dette afsnit, men jeg synes det er vigtigt og jeg ved det er svært.

Lyt med, hvis du vil høre en historie om mod, om sårbarhed, om hvorfor det kan være vigtigt at kigge på en blomst og om hvordan efterbehandling ikke altid er lineær – men stadig vigtig.

I dette afsnit af Efter Behandling møder jeg Lisa, som mistede sin venstre hånd og underarm efter et kræftforløb, der begyndte som noget “uskyldigt” i håndleddet – men viste sig at være langt mere alvorligt.

Og så var der lige det med at fortælle børnene om det - "Det klarede vi enormt dårligt. Det var en klassisk fejl – vi ville beskytte vores børn mod, at verden kan være et ondt sted. Så vi fortalte dem først dagen før, at jeg skulle have fjernet min hånd. De forstod ingenting."

Men det er ikke sygdommen, der fylder mest. Det er fortællingen om, hvordan man lever videre – som mor, som jurist, som eliteatlet – og som et handicappet menneske – eller et menneske med et handicap?

"Jeg troede, jeg ville blive en helt anden person. Jeg frygtede, at jeg ikke længere bare ville være Lisa – men hende med én arm."

Lisa taler ærligt om chokket, identitetstabet og det mentale arbejde med at vende tilbage til et liv, der ikke længere er det samme – men som stadig er både stærkt, imponerende og smukt.

"Det sværeste var ikke at mangle en hånd. Det sværeste var at lære at være hende, der manglede en hånd."

Hun fortæller også om, hvordan taekwondo blev en vigtig del af hendes efterbehandling og vej tilbage til styrke og mening. Om at komme til bal hos kongen – og om sit arbejde i dag, hvor hun som idrætskonsulent i Parasport Danmark kæmper for at sikre de bedste vilkår for Danmarks para-atleter.

Lyt med, hvis du vil høre en rå, reflekteret og rørende samtale om livskvalitet, identitet – og hvad det egentlig betyder at blive “rask”.