Danmarks Radio P1 sætter fokus på en strid mellem danske kommuner og det private krisecenter Joannahuset. 20 børne- og ungechefer fra Region Hovedstaden kritiserer i et brev centret for at forstærke kriser hos børn og unge, der søger hjælp. Ifølge kommunerne fastholder Joannahuset børn i deres problemer ved ensidigt at tage børnenes parti og undlade tilstrækkelig inddragelse af forældre, skoler og kommuner. Specifikke kritikpunkter omfatter blandt andet brugen af midler fra store private donationer, der kan holde børnene på centret af forkerte årsager, samt forlængelse af ophold udover 48 timer via "natlig rådgivning" uden forældresamtykke. Desuden har ophold på Joannahuset fasthold børn i misbrug, prostitution og forhindret dem i medicinsk behandling. Desuden har Joannahusets ageren resulteret i, at flere børn fra de 20 kommuner har måttet anbringes for at holde dem væk fra Joannahuset eller fordi Joannahusets indblanden har ført til en forværret konflikt mellem barn og forældre.

Joannahusets stifter og leder, Jette Wilhelmsen, imødegår kritikken og understreger, at børnene, der opsøger centret, er i det hun kalder "akut krise". Hun forklarer, at Joannahuset gerne vil fungerer som en "brobygger" til kommunerne, der har det primære ansvar for at iværksætte foranstaltninger, herunder anbringelser. Wilhelmsen afviser, at Joannahusets håndtering fører til anbringelser, men anerkender, at kommunerne træffer beslutninger, når der er et grundlag for det. Joannahuset mener at de opfylder deres underretningspligt, orienterer forældre og kommuner ved ophold og indhenter samtykke til længerevarende ophold, desuden "motiveres" børnene der opholder sig på Joannahuset til dialog med kommunerne. Wilhelmsen mener, at kritikken delvist skyldes, at kommunerne ikke er fuldt opdaterede på Joannahusets nye arbejdsmetoder og rammer, og hun byder en planlagt evaluering velkommen for at styrke forståelsen og samarbejdet.

Ankestyrelsens rapport peger på, at Joannahusets rolle over for kommunerne er uklar, hvilket skaber samarbejdsproblemer og usikkerhed om ansvar og opgaver

Kommuner oplever, at Joannahusets medarbejdere bliver overinvolverede i de unges sager, især via bisidderfunktionen, hvilket kan hæmme en konstruktiv dialog om den unges behov.

Joannahusets fokus på de unges rettigheder kan kollidere med kommunernes vurderinger og strategier, idet kommunen savner større hensyntagen til igangværende indsatser

Men også Ankestyrelsen kritiseres generelt for mangel på grundighed i deres gennemgang af Joannahusets arbejde. Det er Joannahuset der har fundet unge der stiller op til interview og de er i sagens natur alle positive overfor Joannahuset. Der er i øvrigt heller ingen samlet, uafhængig tilsynsinstans for Joannahuset, idet tilsyn fordeles mellem sociale tilsynsmyndigheder og flyttes rundt i forbindelse med forsøgsordningen med Joannahuset og denne uklarhed underminerer opfølgning og gennemsigtighed.

Kilder: https://bit.ly/3ZI0xLG og https://bit.ly/45EoVS9

I dette afsnit undersøger vi, hvordan et ophold i Joannahuset kan ændre dynamikken mellem børn og deres familier. Der beskrives, hvordan en ung person med personlige udfordringer – som angst og skolefravær – begynder at komme i Joannahuset og her oplever at blive set og lyttet til. Dette fører til et ønske om at bryde kontakten med hjemmet og i stedet søge anbringelse. Krisecentret engagerer sig aktivt i den unges liv, blandt andet ved at planlægge sociale begivenheder og tilbyde særlige oplevelser, hvilket skaber yderligere afstand til familien. Forældrene føler sig sat uden for indflydelse, og episoden rejser spørgsmål om, hvorvidt Joannahusets metoder i nogle tilfælde kan bidrage til at forstærke konflikter frem for at skabe løsninger. Eksperter i udsatte børn og unge udtrykker bekymring for, om den tilgang, centret anvender, altid er hensigtsmæssig i forhold til at støtte den unges samlede trivsel.

Kilde: https://www.zetland.dk/historie/se6DBRvq-a81VP3BY-8f37d